SEPVLCHRALIA 77
stamme fra det 14. Aarh.; det sidste Aarslal, det indeholder, er 1341, og ældre kan det naturligvis ikke være, da Skriften helt igennem er ens. Dog er jeg tilbøjelig til at antage, al Bladet først er skrevet noget senere, tidligst vel i Beg. af 15. Aarh., da man ellers ikke let kan forklare adskillige Fejl i Angivelserne, særlig den om Dronning Ingeborgs Dødsdag; andre Fejl kan ganske vist skyldes Skriveren, som har kopieret den ham forelagte Text unøjagtigt.
Den første, som man med Sikkerhed kan se har benyttet Ringstedtavlen ved historisk Arbejde, er Franciskanermunken Petrus Olai (f c. 1570); i sine Collectanea (^= cod. Arnæmag- næaniis 107, 8"°, paa Universitetsbibliotheket) har han i sin danske Kongehistorie mest som Randnoter indført særdeles meget af dens Indhold; enkelte Smaaændringer hist og her har han tilladt sig, navnhg i Datumsangivelser, hvor han oftere har fulgt andre Kilder, men det er aldeles tydeligt, at han har haft ganske den samme Text for sig, som vi nu har, med dens forskellige Fejl. Tavlen blev siden, saavidt jeg har kunnet finde, først udgivet af Nicolaus Heldvaderus i hans Skrift »Sylva chronologica«, Part. I, S. 39 — 41, Hamburg 1624; hans Text blev senere optrykt af Erik Pon- toppidan i Marmora Danica Tom. I, Hafniæ 1739, S. 171 — 73. En ny Udgave, ledsaget af et paa flere Steder unøjagtigt Facsimile af Tavlen og af historisk kritiske Noter, leveredes af Langebek i S. R. D. Tom. iv. p. 278—81. Ingen af disse Udgaver er fuldt nøjagtig, og det samme gælder ogsaa om den sidste Udgave, som skyldes I. I. A. Wo rs aae i det ovennævnte Skrift »Kongegravene i Ringsted Kirke«, S. 46 — 48; den latinske Text er her ledsaget af en dansk Oversættelse (med flere Fejl) og nogle faa, mest fra Langebek hentede, Noter, samt af et af Magnus Petersen over- maade smukt og nøjagtigt tegnet Facsimile af Tavlen. Jeg udgiver her Tavlen efter en god fotografisk Afbildning af Originalen.
II. Tabula sep ulchralis Wal demari Primi. Ved Under- søgelsen af Kongegravene i Ringsted i 1855 fandt man i Valdemar den Førstes Grav en ikke fuldt kvadratisk Blyplade, som stod op- stillet ved Ligets Hoved og bar en latinsk Indskrift paa hver Side. Paa den Side, der vendte bag ud og var skjult, var der en Ind- skrift paa 10 Linier, som løb parallelt med Pladens Langside; Bogstaverne (i Uncialskrift) var meget store og dybt indskaarne »paa en særegen Maade med et spidst Redskab, saaledes at Bunden af de Sireger, hvoraf de bestode, var takket.« (Herbst i »Konge-
�
